Undgå vandspild

Det er der gode råd for. Det vigtigste råd, man kan give er, at man skal aflæse sit vandur jævnligt. Som udgangspunkt bør vanduret kontrolleres en gang hver måned. Ved jævnlig kontrol opdages utætheder på ledninger eller eventuelle målerfejl hurtigere, og vandtabet kan begrænses betydeligt.

Hvis man opdager, at der er fejl eller utætheder, er det vigtigt at få afklaret problemet hurtigt.

Vandværket kan hjælpe med det, men det er vigtigt at prointere, at ejeren selv er ansvarlig for at finde fejlen. Derfor er det også ejeren, der skal betale omkostningerne herved.

Eftergivelse af vandafgift

Vandspild kan blive en rigtig dyr oplevelse. Hvis uheldet er ude, og der er lækket vand fra en skjult installation, er der mulighed for at få refunderet både vandafgiften og vandværkets del af vandprisen. Men der skal være tale om læk fra en skjult installation, og der skal være tale om en privat forbruger.


Reglerne er fastsat i skattelovgivningen, og der skal ansøges om fritagelse for betaling af vandet.

Ansøgningen udfyldes af forbrugeren og attesteres af den VVS-installatør, der har repareret skaden.

Det er vandværket, der enten afviser eller godkender ansøgningen.

Eftergivelse af kravet
Hvis kravet eftergives, skal det trækkes fra det anslåede årlige forbrug tillagt en selvrisiko på 300 m3.

Vandværket skal opbevare de godkendte ansøgninger, som dokumentation overfor SKAT, ligesom ansøgningerne  indgår i vandværkets regnskab.